Designerprofil: Anne Ventzel

Da Anne Ventzel blev ramt af en aggressiv brystkræft, blev åbenheden hendes vej gennem alt det, der skete bagefter. Og hun fik øje på, at hendes elskede arbejdsliv som strikdesigner handlede for meget om overlevelse og for lidt om nydelse. Nu er hun landet et bedre sted – med mere styring fra maven, mindre perfektionisme og endnu flere følgere på Instagram. 

Fru Kvist har kjøpt rettighetene til dette intervjuet som er gjengitt slik det ble publisert første gang i det danske livsstilmagasinet “Alt for Damerne”, alt.dk.

Af MARIE-LOUISE TRUELSEN Foto CHRISTINA KAYSER O.
Hår og makeup ANNE KATHRINE HOUNISEN Styling ANNE VENTZEL

Sygdomsforløbet lærte Anne Ventzel en vigtig lektie:
”Det var jeg ikke særlig god til før”

Biopsien i højre bryst blev taget om torsdagen. 

Dagen efter skulle strikdesigner Anne Ventzel efter planen lave et stort foredrag på strikkefestivalen ‘Masker i Marsken’ i Højer. 

Det havde stået i kalenderen i et år, og Anne vidste, at en masse strikkeentusiaster så frem til, at hun skulle dukke op. Men kunne hun det uden at vide, om knuden i brystet var godartet eller ej? Efter at have overvejet frem og tilbage besluttede Anne, at hun ville tage af sted.

“For hvis det nu viste sig, at jeg ikke var syg, så ville det virke fjollet, at jeg havde sagt, at jeg ikke kunne komme, fordi jeg måske var syg.”

Anne mødte op til foredraget med en beslutning om at sige det, som det var.

“At jeg havde glædet mig til at komme, men at jeg havde fundet en knude i brystet, og at jeg endnu ikke vidste, om det var noget alvorligt. Så hvis jeg kom til at tabe tråden undervejs i foredraget, så var det derfor, og jeg håbede, at de ville bære over med mig.

I samme øjeblik jeg havde sagt det, kunne jeg mærke en varme fra publikum. De forstod, og mange kendte sikkert situationen fra sig selv eller en veninde, mor eller søster. 

Og lige der fik jeg faktisk svaret på, hvordan jeg skulle løse mange ting i det forløb, der fulgte. Med åbenhed.”

Det er lidt over et år siden, Anne stod på scenen med al sin uvished og sårbarhed, og i den tid, der siden er gået, har hun været igennem kemo, stråler og operation som følge af den aggressive brystkræft, hun fik konstateret den 3. november 2023. 

To dage efter sin 50-års fødselsdag og på den dag, hvor hun havde inviteret familie og venner til fest og fejring. Og også ovenpå en tid, hvor hun både var blevet skilt og var gået selvstændig på fuld tid.

Anne begyndte at strikke, da hun i 2007 fik sin første søn, Viggo. Hun blev opfordret til at skrive sine opskrifter ned, og det blev begyndelsen på lidt af et strikkeeventyr. 

I 2016 og 2017 udgav hun bøgerne ‘Nordisk Strejf’ og ‘Nordisk Strejf 2’ med sine strikkeopskrifter, og i 2019 åbnede hun den webshop, hvorfra hun lige siden har solgt sine opskrifter. 

På Instagram voksede antallet af følgere støt – i skrivende stund er der 298.000, der følger med – og den store interesse betød, at Anne i 2022 opsagde sit job som designer hos InWear for fuldt og helt at hellige sig strikdesign i eget navn.

“Jeg havde tænkt længe over det, for der ligger selvfølgelig en usikkerhed i at gå selvstændig. Men der er jo risici ved alt i livet, og man kan f.eks. heller ikke vide, om man har sit faste job i morgen. 

Da jeg tog beslutningen og hoppede ud i det, kunne jeg med det samme mærke, hvor rigtigt det var. Samtidig begyndte jeg også at tænke mere over, om jeg i øvrigt var det sted i livet, hvor jeg gerne ville være. 

Min mand og jeg havde gennem flere år haft udfordringer i vores parforhold, og vi havde også gået i parterapi, så da jeg tre måneder efter, jeg var blevet selvstændig, sagde til ham, at jeg ville skilles, var det ikke noget, der kom som et lyn fra en klar himmel. 

Tidligere havde jeg ikke turdet gøre noget ved det, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne være det bekendt overfor børnene. Men på et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at jeg jo også er en rollemodel for mine børn i forhold til kærlighed. 

Og der faldt tiøren for mig, for ja, selvfølgelig kan ens børn godt mærke, om forældrene er glade eller ej. Derfor valgte jeg at tage ansvar og stå ved mig selv. Ni måneder efter skilsmissen blev jeg syg, så det føltes fuldstændig som om, der gik sådan en dominoeffekt i gang i mit liv.”

Diagnosen og festen

Anne var lige kommet hjem fra efterårsferie i sit sommerhus, da hun en nat vågnede op og kom til at mærke på sit bryst. 

Hun havde gennem nogle uger tænkt over, om der mon var noget anderledes ved brystet, men hun havde skubbet det fra sig. Da hun den nat gik ud og så sig i spejlet, kunne hun pludselig se, at brystvorten sad anderledes, end den plejede. 

Næste morgen ringede hun til lægen og fik en tid samme dag. Lægen kunne mærke, at der var et hårdt område i brystet, og da hun mærkede under Annes arm, fandt hun en hævet lymfekirtel.

“Så vidste jeg godt, at den var gal.”

Var det først der, du for alvor blev bekymret?

“Ja, det var det faktisk. Og da lægen så sagde, at hun ville sende mig videre i et kræftpakkeforløb, var jeg nærmest i chok. 

Alligevel fik jeg talt med både bank og forsikring på vejen hjem, for jeg ville være sikker på, at der var styr på alt. Og da jeg hentede min yngste søn, Leif, fortalte jeg ham, at det var gået fint hos lægen. 

Jeg ville ikke gøre ham bekymret, før jeg vidste noget mere.”

To dage senere blev Anne indkaldt til mammografi. Hun havde forinden talt med sin søster, der er sygeplejerske og havde sagt, at man ikke får svar på noget med det samme efter sådan en undersøgelse, så Anne tog alene ud til hospitalet. 

Men da mammografien var overstået, fik Anne at vide, at der også lige var en læge, der skulle se på hende.

“Pludselig handlede det om at få lavet biopsi og alt muligt, og sygeplejersken tog mig i hånden og spurgte, om jeg var kommet helt alene til undersøgelsen. Og det var jeg jo.”

Hvordan havde du det lige der?

“Det var faktisk det værste tidspunkt overhovedet, fordi jeg sad der helt alene, og jeg havde slet ikke forventet, at det kunne være så alvorligt. 

De kunne ikke sige, om det var kræft, men jeg fik at vide, at jeg skulle forberede mig på, at jeg nok skulle opereres. Jeg fik også at vide, at der ville gå en uge, før der kom endeligt svar.”

Det var i den uge, Anne tog til Højer og holdt sit foredrag om strik, og ellers gjorde hun, hvad hun kunne for at udholde den frygtelige ventetid. Det var også i den uge, hun fyldte 50 år den 1. november, og to dage efter, om fredagen, tog hun med sin søster ud for at få svar på biopsien.

“Jeg fik at vide, at jeg havde en aggressiv form for brystkræft, der hedder triple-negativ. Knuden var 4x5x6 cm stor, men lægen sagde, at de havde gode erfaringer med at slå den type kræft ned med operation, stråler og kemoterapi. 

Det var lige præcis det, jeg havde frygtet allermest. Kemo. Jeg sad der med mit lange, grå hår, som jeg var så glad for, lige fyldt 50 og med 40 gæster inviteret til tapas, vin, bobler og fødselsdagshygge samme aften. 

Jeg plejer ikke at fejre mig selv synderligt meget, men jeg havde det bare sådan, at når man fylder 50, så bliver man nødt til at gøre et eller andet. Og nu sad jeg så også der med en diagnose. Jeg havde på forhånd fortalt de inviterede gæster, at jeg ville få svar samme dag, og at jeg, uanset svaret, gerne ville se dem.”

Så de kom?

“Ja, det gjorde de. 

Min søster tog med mig hjem og gjorde klar, maden kom udefra, og jeg havde fokus på at få det fortalt til mine sønner, inden gæsterne kom, og på at forberede mig til, at jeg også skulle fortælle gæsterne, at jeg faktisk var syg, men at vi skulle have en god aften sammen.”

Hvordan blev den aften?

“Det blev en virkelig hyggelig aften. 

Jeg græd en masse, men der var også enormt meget glæde i forhold til at være omgivet af alle de mennesker. Det var så dejligt, at jeg både havde inviteret min assistent og Inge, som er mine ”ekstra strikkehænder” i firmaet, min familie, mine venner og nogle af mine naboer fra andelsforeningen, så de alle kunne møde hinanden. 

Det gjorde også, at der den aften faktisk blev talt om, hvordan de alle kunne hjælpe mig i det forløb, der lå forude, for som alenemor med to drenge og selvstændig – og med min eksmand, der bor i Aarhus – ville der være meget praktik, der skulle på plads. 

Jeg følte mig i den grad grebet af mit netværk, og f.eks. blev det sådan, at jeg i forløbet fik leveret mad til døren af nogle af mine naboer, særligt de dage, hvor jeg havde det dårligt efter kemo. 

Det var så fint og en kæmpe hjælp. Jeg er utroligt taknemmelig for de mennesker, jeg har haft omkring mig, mens jeg var syg. Familie, venner, nye venner, min assistent, Inge, personalet på Riget og mine følgere. De har heppet på mig og båret mig igennem forløbet. 

Med dem ved min side kan jeg klare det meste. De er GULD.”

Strik som terapi

Som Anne sidder her i dag i sin lyse stue med strikkeprøver og skitser på væggene, er det kun hendes korte grå hår, der afslører, hvad hun er gået igennem i det seneste års tid. 

16 kemobehandlinger, fjernelse af højre bryst og strålebehandling. Hun kan stadig føle sig meget træt, men overordnet har hun det godt. Hun har – belært af reaktionen til foredraget i Højer – valgt at være åben om sin sygdom på Instagram hele vejen igennem.

“Jeg overvejede kort, om jeg skulle begynde at vise mine designs, uden at man kunne se mit hoved, når håret forsvandt, eller om jeg skulle få andre til at tage trøjerne på. Men meget hurtigt fandt jeg ud af, at jeg selvfølgelig skulle være åben om sygdommen, fordi det er fint nok, at folk kan se, at livet heller ikke altid er nemt hos Anne Ventzel.

Den virkelighed, man sender ud på Instagram med tid til croissanter og kaffe og alt muligt, kan jo hurtigt se meget poleret og ”rigtig” ud, men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at være ærlig. Og jeg har været helt overvældet af al den søde opmærksomhed og alle de personlige henvendelser, jeg har fået. 

Folk synes, det er rart, at der er nogen, der viser den slags. Jeg har også selv haft glæde af at følge andre i samme situation, og jeg har kigget på, hvordan de har håndteret det på de sociale medier. 

Vi kommer alle ud for ting i vores liv, hvor vi har brug for at spejle os i andre. Det har også gjort det hele meget nemmere for mig, at jeg ikke har behøvet at skjule, at jeg har været nervøs og bange. Jeg har fået mange positive tilkendegivelser i forhold til min åbenhed om mit kræftforløb, men det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke har været åben, fordi jeg ville vinde følgere på det.

“Jeg vægter bare ærlighed meget højt.”

Noget andet, der har hjulpet Anne igennem kræftforløbet, har været hendes arbejde. Da kemoen tog håret, og hun fandt ud af, hvor koldt det var om hovedet at mangle det, designede hun f.eks. en hue, som kunne afhjælpe problemet.

“Det har klart hjulpet mig, at jeg har kunnet sætte mig ned med et projekt, jeg skulle arbejde med og bare fordybe mig i. 

Jeg tror, der er mange, der kan genkende det her med, at når man sidder og strikker, så vil man gerne lige komme et lille stykke længere. Man sidder i sin egen boble på en eller anden måde, og for mig har det i hvert fald hjulpet, at jeg har kunnet flytte mit fokus fra alt det, jeg ikke havde kontrol over, til noget, jeg vidste, jeg kunne finde ud af. 

Strik har på en eller anden måde været som terapi for mig samtidig med, at det jo også er mit arbejde.

Når jeg strikker, lægger jeg nærmest ikke mærke til verden omkring mig. Det er mit frirum. Strik er noget, jeg har med mig hele tiden, også i tankerne. 

Hvordan skal designet være? Hvordan kan jeg gøre en opskrift nemmere rent teknisk? Hvilke farver vil være rigtige? Med strik er der en proces, men der er også et mål, jeg skal nå frem til. Og det har været godt i en tid, hvor jeg ikke har vidst, om jeg ville ”nå i mål” i forhold til sygdommen. 

Om jeg ville blive rask.”

Hvad har det betydet, at du er selvstændig?

“Det har faktisk betydet rigtig meget. Hvis jeg stadig havde været ansat hos InWear, havde jeg helt sikkert fået en decideret heltidssygemelding. 

Som selvstændig har jeg bare kunnet skrue tempoet lidt ned, og jeg har sagt til mig selv, at der jo ikke behøver at komme en ny opskrift hver eneste måned. Jeg har arbejdet så meget, som jeg har kunnet overskue, og når jeg har været træt, har jeg taget en pause på sofaen eller holdt helt fri.

Det føler jeg mig meget heldig over, og det har været med til at redde mig, at jeg selv har kunnet styre min tid. Jeg er glad for, at jeg ikke har været fuldtidssygemeldt, for hvis jeg havde været det, er jeg bange for, at det hele kun havde handlet om sygdom, sygdom, sygdom.”

Hvad har du ellers gjort for at holde dig selv oppe?

“Jeg har altid løbet meget, og det har jeg holdt fast i. Kræftens Bekæmpelse har nogle meget fine tilbud om bl.a. træning og netværk, som rigtig mange har glæde af, men det har jeg ikke haft behov for. 

Jeg har ikke haft brug for at tale med andre, der var syge. Jeg vil hellere gå en frisk tur med en af mine venner, hvor vi kan tale om alt muligt andet også. Jeg har brugt en diætist fra Kræftens Bekæmpelse til lige at finde ud af, hvad jeg skal spise for ikke at tabe mig for meget, og det har været rigtig godt. 

Og så har jeg i øvrigt i hele forløbet haft brug for at fokusere på alt det gode. Jeg lavede ret hurtigt en liste med ting, som fylder mig op med energi, og jeg besluttede, at hver dag skulle indeholde tre ting fra listen, som skulle prioriteres frem for alt andet.”

Hvad stod der på den liste?

“Det kunne f.eks. være at strikke og sidde og lytte til podcast samtidig. 

Det kunne være at lave noget god mad. 

At gå en tur sammen med en af mine venner og snakke om løst og fast. 

Eller at købe nogle dejlige, nye blomster og sætte i vindueskarmen. Det behøvede ikke være noget stort, bare små ting, der gjorde mig glad.”

Mavefornemmelsen

Som mange andre, der bliver ramt af alvorlig sygdom, har Anne gjort sig nogle tanker om, hvorfor det mon ramte hende. Men hun er ikke nået frem til noget svar.

“Jeg har da spurgt mig selv, om jeg måske havde arbejdet for meget eller gjort noget andet, der har stresset kroppen, men jeg er nok bare kommet frem til, at det er virkelig vigtigt, at jeg først og fremmest mærker efter, hvor jeg selv er. 

Da jeg for alvor begyndte at mærke efter og fandt ud af, at jeg skulle være selvstændig på fuld tid, var det som om, brikkerne begyndte at falde på plads. Og ja, det var på den lidt hårde måde, der førte til skilsmisse, men det var samtidig som om, jeg pludselig kunne vende tilbage til bare at være Anne. 

Som barn brugte jeg min mavefornemmelse rigtig meget til at finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå, men mavefornemmelsen havde været pakket ned i mange år. 

Det skulle den aldrig have været. Da jeg begyndte at følge den igen, var det som om, jeg lige så stille fandt tilbage til mig selv i en alder af 50 år. Det er måske et lidt sent tidspunkt at finde ud af det, men nogle gange er det nok bare sådan, at det først er med alderen, man erkender, at livet ikke er sværere, end hvad man gør det til. 

At det egentlig bare handler om at turde mærke efter, hvad er føles rigtigt indeni. 

Jeg behøver ikke være så perfektionistisk i alt, hvad jeg gør, jeg må gerne løsne tøjlerne lidt og følge hjertet og mavefornemmelsen.”

Hvilke tanker gør du dig fremtiden?

“Jeg har det sådan, at hvis jeg dør i morgen, så vil mit liv ikke have været spildt.

Jeg har fået nogle dejlige børn, og jeg har haft en karriere, jeg er virkelig glad for. Jeg har lavet nogle ting, som jeg er meget stolt af, så jeg kan ærligt sige, at jeg har nået meget af det, jeg gerne ville nå. 

Men dermed ikke sagt, at jeg har lyst til at dø, for det har jeg bestemt ikke. Jeg vil gerne tage mange flere bidder af livet. Og så vil jeg prøve at nyde lidt mere. 

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har levet meget i den arbejdsomme side. Overlevelsessiden. Jeg har ikke været så meget i nydelsessiden. 

Jeg har elsket mit arbejde, men jeg har måske glemt at nyde det. Det vil jeg gerne være meget bedre til nu. Før i tiden havde jeg det også sådan, at jeg helst ville gøre alting selv. Efter jeg har været syg, har jeg erkendt, at jeg ikke skal kunne alt selv, det er fint at lægge noget over på andre. 

Det er rigtig dejligt, at jeg har en assistent, der står for en masse af de praktiske og administrative ting, for det er hun simpelthen så god til. Meget bedre end mig. Og så har jeg Inge, mine ekstra hænder, der strikker for mig, når noget bare skal strikkes færdigt, eller hvis en trøje skal strikkes op i en anden farvesætning. 

Det kan godt være, at det kan ses på bundlinjen, at man aflønner nogle mennesker, men man er jo samtidig med til at holde hjulene i gang. Og så er det simpelthen bare sådan en gave at mærke, hvor glade både Inge og min assistent er for det, de laver. 

Det gør også mig glad, og samtidig giver det en ro, at jeg kan have fokus på mine egne kernekompetencer. At designe og udvikle nyt.

Det er ikke kun arbejdsmæssigt, Anne har fået overskud til at tænke nye tanker.

“Så snart mit hår begyndte at komme lidt ud igen, tænkte jeg, ej, nu kan jeg faktisk godt overskue at date. 

Så jeg var på nogle dates, og nu har jeg fået mig en sød kæreste. Han har jo aldrig kendt mig på andre måder end med kort hår og ét bryst, og det er egentlig fint. 

Efter at have været i et forhold i mange år kunne jeg dog godt mærke, at der lige var en barriere, jeg skulle over. Jeg var godt klar over, at jeg stadig var enormt skrøbelig, og at jeg ville blive ked af det, hvis han gik, når han så mig. 

Men han har rummet det hele, og jeg kan se, at jeg har haft brug for en mand, der kan bære lidt mere. En moden mand. 

Sygdomsforløbet har vist mig, at det er okay at bede om hjælp, også i parforholdet. Det har jeg ikke været særlig god til før. Men jeg behøver simpelthen ikke at være primus motor på alt. Det er okay at sige, at jeg hverken kan nå eller skal kunne det hele. 

Jeg tror egentlig, at det allerede var på vej, før jeg blev syg, men det sidste år er jeg virkelig blevet klar over, hvor vigtigt det er at lave det, man gerne vil, og omgive sig med de mennesker, man virkelig har lyst til at være sammen med.

Jeg er heldig, at det hele er faldet på plads for mig nu, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at man ikke altid bare lige får sit drømmejob eller sin drømmepartner. 

Men man kan i hvert fald begynde at bevæge sig i den retning, man gerne vil.”

Alle garnpakker vi har fra Anne Ventzel, finner du her.